Kaldende han
Et velegnet klokkefrøvandhul
Æg af Bombina bombina
En haletudse med netstruktur i halefinnen
Klokkefrø i forsvarsposition

Biologi

Klokkefrøen er stærkt knyttet til vand, og den opholder sig en stor del af tiden i vandet i modsætning til mange andre frøer. Den er både dag- og nataktiv i perioden fra marts til september/oktober. Hannen er kønsmoden efter den første overvintring, mens hunnen er det efter to overvintringer. Ynglesæsonen ligger fra april til juli, og i denne periode høres dyrenes kvækken hovedsagelig ved æglægning. Yngre frøer kvækker højere end ældre frøer.
Hannens kvækken markerer dens territorium og tiltrækker hunner. Hannen ligger fladt og flyder i vandoverfladen; den fylder sine lunger med luft og ved at lave pumpebevægelser med undersiden af munden presses luften ind i frøens indvendige forstærker, igennem strubehovedet og derfra tilbage ned i lungerne. Når den kvækker, er mund og næsebor helt lukket. Klokkefrøen foretrækker at flyde rundt imellem flydende vandplanter. Klokkefrøens kvækken lyder som kirkeklokker i det fjerne.

Download: Video af kvækkende han klokkefrø (AVI, 5.1 MB)

Parrings- og ynglehabitater

Klokkefrøen parrer sig i vandet. Hannen sætter sig fast omkring hunnens lænd ved hjælp af sine ”nuptial pads”, særligt fortykkede områder, som hannen har på indersiden af sine ”fingre” på forlemmerne igennem parringssæsonen. Æggene lægges i klynger omkring vandplanter i 10-20 cm´s dybde. Der er mellem 20 til 30 æg i disse bånd, som hver har en størrelse på i gennemsnit 1,4-1,8 mm. Der lægges i alt mellem 200-300 æg pr. hun i ynglesæsonen fra tidligt forår til midt på sommeren. Larven er ca. 5,5 cm lang uden ydre gæller og har en kam med en karakteristisk netstruktur. Den øvre del af kammen er høj og når helt op til den første tredjedel af ryggen. Halen er 1,5 gange længden af kroppen og munddelene er triangulære (andre frøarter har ovale munddele).

Føde

Insekter og larver, særligt myggelarver, orme (tubificides) og snegle er fortrukne fødeemner for klokkefrøen. Al føde fanges med munden, da dyret ikke har nogen tunge.

Fjender

På grund af dens kirtelsekreter smager den ikke godt. Derfor æder næsten ingen dyrearter klokkefrøen mere end en gang i deres liv. Når klokkefrøen føler sig truet laver den en særlig forsvarspositur, hvor den bøjer kraftigt i rygger og rejser sig på for- og bagben.  Herved fremviser klokkefrøen det røde mønster på maven, som skræmmer mange fjender væk. Larver og æg har ikke denne forsvarsmekanisme. Udover vandspidsmusen udgør fugle såsom stork, ugler og rørdrum klokkefrøens fjender.